Fineste eksamensresultater i 20 år, afslutning på Jyderup Realskole i 1954

Jyderup Realskole holdt i formiddag afslutningsfest før ferien for de "yngste" klasser med tale af skolebestyrer Valdemar Hansen og oplæsning af fru Pastor Sørensen.
I eftermiddag var der translokation i overværelse af elevernes forældre m.fl. og tale af skolebestyrer Vang Petersen og pastor Sørensen
Det er det største hold eksaminander i mange år, der i år går ud af skolen (67 i alt), og tillige er gennemsnitskaraktererne de højeste inden for den sidste snes år.
Herefter nævnes alle navne på elever der har bestået Mellemeksamen og Realeksamen
Heraf fik 5 ug+, 6 mg+, 15 mg, 2 mg-, 2 g +, 2 g
En elev skal til ekstraordinær eksamen i september (evt. sygeeksamen1)

Pral ej af fædres ære, thi hver har kun sin...
Jyderup Realskole stod i går i afslutningens tegn, både for eksaminander og for elever i de yngste klasser.
Allerede kl. 10 samledes sidstnævnte elever med forældre og lærerpersonale til den første festlighed.
Skolebestyrer Vang Petersen takkede forældrene for den tillid, de viste skolen. Fru Pastor Sørensen læste et par legender af Selma Lagerløff, hvorefter skolebestyrer Valdemar Hansen holdt en smuk tale ud fra eventyret om de tre fjer, der blev til fem høns og pålagde derudfra eleverne at være varsom i omtalen af andre mennesker, og aldrig lægge noget til det man hører.
Skolebestyreren uddelte flidspræmier til to elever og der sluttedes med "Altid frejdig".

Eksamens afslutningerne
Om eftermiddagen var den meget smukt pyntede gymnastiksal fyldt til bristepunktet med elever, deriblandt de 67 eksaminander. Forældre og andre venner af skolen.
Her bød skolebestyrer Valdemar Hansen velkommen og udtalte; Atter er et år rundet og vi markerer vor tilfredshed med den svundne epoke af skolens historie.
Eleverne har udført et godt og målbevidst stykke arbejde, hvad de fine resultater er bevis på.
Skolens kor sang smukt "Kongernes konge" og "Der er tre hjørnestene".
Akkompagneret af Lena Olsen sang Lis Kruhöffer "I skovens dybe, stille ro"

Festtalen
blev holdt af skolebestyrer Vang Petersen, der citerede verset:
Pral ej af fædres ære,
thi hver har kun sin..
Kan du ikke spænde buen
da er det ikke din..
Hvad er der ikke nået siden enevældens og stavnsbåndets dage, nu hvor "få har for meget og færre for lidt".
Vi må være lykkelig for udviklingen, men fortjenesten er ikke vor.
Tænker vi på det? Vi nyder frugten af fædres kamp og slid, og nu skal arven videreføres,
ikke ved at prale af fædrenes indsats, men ved selv at videreføre og udvikle tankerne.
Vi skal for at nå til åndeligt rige kår, finde vort ståsted, danne en livsanskuelse og gå ind for idéalerne.
Det er galt, at det er blevet sådan, at der for mange ikke er meget at kæmpe for.
Vi skal passe på, at vi ikke betrygger livet så stærkt, at det tager kampens spænding bort.
Enhver idé, der næres af levende hjertevarme mennesker, indebærer noget godt og noget ondt.
Kæmp for at det onde nedbrydes.
Hold fast ved idealerne,
som trofasthed og kærlighed. Det er åndeligt fattige mennesker, der ikke har en mening eller prisgiver den for magelighed, de forråder det bedste i et menneske, for kun det liv er mislykket, der intet har at kæmpe for.
De frie gode idéaler vil give dansk folkeliv indhold. Menneskelighed, frihed, fred, og også vort flag har samlende symboler i kærlighedens røde farve og korsets tegn som er troens tegn på, at vi skal kæmpe for de værdier, der har evighedsværd, først da kan livet lykkes.
Vang Petersen sluttede med
En tak til eleverne, der nu går ud med de fineste eksamensresultater i mange år. Vi har været glade for jer, sag han. Brug nu evner og arbejdsmod i menneskelivets tjeneste, værn om retten til frihed, for fremtiden er jeres.

De to skolebestyrer uddelte eksamensbeviser, samt flidspræmier til følgende:
Bente Christiansen (Boghl. Søvndahl-Petersens bog til bedste elev i dansk)
Niels Hjortsvard (Skolekreds bestyrelsens for god opførsel og kammeratskab)
Hans Jørgen Nielsen (Skolekredsens for flid og dygtighed)
Arne Larsen, 4.a (Lærernes)
Inge Marie Madsen 4.b Elevforeningens
Margrethe Gybel Jensen 3.a (Skolens)
Ingeborg Kjær 3.b Elevforeningens
Flemming Eriksen 2.a Elevforeningens
Anni Jørgensen 2.b Elevforeningens

Skolebestyrer Valdemar Hansen takkede medarbejderne, særligt de to, som forlader skolen.
Frk. Grethe Christensen, der rejser til Vejle, og Lærer Kyhnæb, der skal være soldat.
Den smukke festlighed sluttede med "Dejlige er jorden"
Forældrene havde derefter lejlighed til at se og - fortjent - beundre elevernes fine tegninger og håndarbejde.

Ved en lille festlig sammenkomst for realister med forældre og lærerne blev talt af skolebestyrer
Valdemar Hansen, snedkermester Kn. Jensen, Jyderup, (Leve for skolen)
Overlærer Høj, Mørkøv, Realist N. Hjortsvard (Tak til skole og kammerater), Overlærer P. Larsen, Axelholm, Lærer Kyhnæb og skolebestyrer Vang Petersen2

og

Stuvende fuldt hus til afslutningshøjtideligheden på Jyderup Realskole
I sin tale ved årsafslutningen på Jyderup Realskole i går sagde skolebestyrer Vang Petersen:
Det er almindeligt at sige, at vi er nået vidt. Frihed og selvstændighed, gode kår for ældre og børn osv. Men kun lidt af det har vi selv nået, alt andet er vore forgængeres fortjeneste.
Pral ej af fædres ære, thi hver har kun sin egen, står der i et gammelt digt, og det fortsætter:
Kan du ikke spænde buen, er den ikke din. Skal vi vinde vor egen ære, må vi fortsætte den udvikling, som vore forfædre har skabt, og det er forudsætningen for verdenssamfundets lykke.
Hvad nytter de gamles tanker og resultater, hvis ikke vi fører dem videre.
Der er en tendens i samfundet mod at betrygge vor tilværelse sådan, at det er nok at være født, så er det øvrige program lagt. Men dermed tager man kampen fra menneskene, og den er et væsentligt livsindhold. Alle mennesker er udstyret med kamplyst og kampevne, og vi skal søge kampen for de åndelige værdier, hvor den er at finde.
Er det godt, hvad vi kæmper for, og kæmper vi ærligt, vil vi også nå sejr.
Kampen er selv livet, og hvad vi svigter, må efterslægten lide for.

Afslutningshøjtideligheden havde samlet fuldt hus i skolens gymnastiksal, skolebestyrer Valdemar Hansen indledede, og derefter sang skolens kor. Efter Vang Petersens tale uddeltes eksamensbeviserne og følgende flidspræmier:
Boghandler Søvndahl-Petersens præmie til bedste elev i dansk i realklassen fik Bente Christiansen.
Skolekredsens bestyrelses præmie for god opførsel og godt kammeratskab tildeltes Niels Hjordsvar, (Realklasse A)
Skolekredsens bestyrelses præmie for flid og dygtighed fik Hans Jørgen Nielsen, RA.
Lærernes flidspræmie tildeltes Anne Lise Larsen, 4. ml. A.
Skolens flidspræmie: Margrethe Gybel Jensen, 3. ml. A
Elevforeningens flidspræmier: Inger Marie Madsen, 4. ml. B, Ingeborg Kjær, 3. ml. B,
Flemming Eriksen, 2. ml. A, og Annie Jørgensen, 2. ml. B.
Skolebestyrer Valdemar Hansen sluttede med tak til skolens medarbejdere for det forløbne år og meddelte, at lærerinde, frk. G. Kristensen har fået anden stilling, og at lærer E. Kyhnæb er indkaldt af militæret. Derefter blev givet sommerferie indtil den 16. august3

Realister med UG-
Jyderup Realskole markeredes i dag afslutningen på skoleåret med en højtidelighed i skolens gymnastiksal.
Skolebestyrer Valdemar Hansen uddelte eksamensbeviser til følgende:
Herefter nævnes alle navne på årets eksaminander.
Det nævnes for realisterne at der faldt fem ug-, seks mg+, femten mg, to mg-, to g+ og to g.
En elev, der blev syg til eksamen skal eksamineres i september.
Det nævnes for mellemskoleeksaminanderne at der faldt fire ug-, seks mg+, ti mg, ni mg-, fem g+ og et g4


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 23. juni 1954, side 3+4; Fineste eksamen i 20 år
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 24. juni 1954, side 6; Pral ej af fædres ære, thi hver har kun sin.
Kilde 3: Holbæk Amts Venstreblad 24. juni 1954, side 4; Pral ej af fædres ære.
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 23. juni 1954, side 4; Realister med UG


Sidst opdateret 4. marts 2015
©Jyderup Realskole